Lørdag den 11. oktober deltog 20 medlemmer i Ejby Borgerforenings udflugt til Køge Ringborg.
Her fik vi en spændende og grundig introduktion til den historiske periode, hvor ringborgene blev opført.
Derefter gik vi ud i området for at se selve ringborgen. Vejret holdt tørt, men den friske efterårsvind mindede os om, at sommeren for alvor var forbi.
Undervejs gjorde vi flere stop, hvor guiden fortalte om borgens konstruktion, udgravningerne og de fund, der er gjort i området. De mange informationsskilte langs ruten blev også flittigt læst af deltagerne.
Flere blev overraskede over at høre, at Køge Å ikke har været brugt til transport af materialer til ringborgen. Undersøgelser har nemlig vist, at åen dengang var for lavvandet og snoet til, at selv små både kunne sejle der.


Efter en times tid i den friske luft var det dejligt at komme indenfor i museets udstilling, som imponerede med sin flotte og originale formidling. Guiden gav os først en god introduktion, før vi selv gik rundt og så nærmere på udstillingen.
Fra museets øverste etage var der desuden en fin udsigt over ringborgområdet og gode oversigtstavler med oplysninger om de øvrige danske ringborge.
Dagen blev rundet af med en tiltrængt kop kaffe og en velsmagende kanelsnegl.











